Helkropsspejl

Jeg er for første gang i mange år igen i besiddelse af et helkropsspejl.

Som barn dansede og dramatiserede jeg foran spejlet.

Som ung kiggede jeg i det med udelukkende kritiske øjne og så kun alt det der ikke levede op til idealet om en attraktiv kvindekrop.

Som voksen besluttede jeg ikke at eje et fordi jeg ikke orkede at dømme min krop hele tiden.

Senere besluttede jeg også at klæde mig efter hvad der føltes godt og rart, og ikke hvordan det så ud forfra, bagfra, fra siden.

Når jeg kigger i mit nyfundne helkropsspejl i dag, smiler jeg.

Jeg kan godt høre den lille rest af den fordømmende stemme der fortæller mig at jeg umuligt kan have en attraktiv kvindekrop med den mave. Eller de knæ. Og at mine bryster burde sidde højere, bedre.

Men den overdøves hurtigt af min glæde over at have min krop, som den er. Alene fordi den er min. Den er mig. Og jeg er ret fantastisk, hvis jeg skal sige det selv.

Og det er helt okay hvis du ikke synes det. Hele verden behøver ikke synes jeg er hverken fantastisk eller attraktiv eller har en ‘korrekt kvindekrop’.

Ja, det er måske åbenlyst eller logik eller siger sig selv.

Men der en kæmpe forskel på at vide noget sådan rationelt og så rent faktisk føle det, føle den der … ligegladhed med hvad andre tænker om mig og min krop.

… det var bare det. Her er et billede af mine deller. Enjoy!