En ekspressiv type

I dag synes jeg det er ret frustrerende at være en ekspressiv type. At være sådan en der konstant har brug for at dele sine ord, tanker og følelser. Og samtidigt ikke rigtig har skeer til alle de beslutninger der skal tages om hvordan man så gør det bedst. Hver gang jeg vil dele noget, hvad end det er ord, illustrationer eller performance, så har jeg mange tanker omkring hvilke platforme og hvilket format for til sidst at ende med hvorfor overhovedet?

Hvorfor har jeg overhovedet den trang til at basically skrive offentlig dagbog, til at dele mine illustrationer, til at synge Disney-karaoke på video og uploade det et sted? Det virker underligt og selviscenesættende, selvcentreret og lettere megalomanisk at have den trang til at dele alle sine tanker, følelser, ideer, indfald og indskydelser med verden.

Og jeg tror da ikke det er en almenmenneskelig ting, det er i hvert fald ikke et behov jeg kan se i de fleste af de relationer jeg har? Ikke at de ikke har mange store ord, tanker og følelser, men det lader ikke til at de har den der lyst til at dele dem med hele verden, til at stille sig på på ølkassen på torvet (eller en scene) og råbe (synge, danse, dramatisere) dem ud til alle forbipasserende (eller et dedikeret publikum). Nogle har den helt sikkert, det er ikke sådan at jeg føler mig alene med den, men jeg er nysgerrig på hvorfor jeg har den.

Hvad er det egentlig jeg vil have ud af det? Hvad er det for et behov der driver det? Er det mit behov for at forandre noget, ruske op i noget, gøre en forskel for nogen, håber jeg virkelig på at kunne råbe nogen op? Eller er det et mere ego-centreret behov for bare at blive set, hørt, måske endda hyldet, beundret, anerkendt, set op til, højagtet? Det er ikke fordi jeg har behov for at blive højlydt hyldet, anerkendt eller rost. Det synes jeg faktisk er skide-irriterende, mærkeligt nok.

Forleden sagde en af mine kollegaer til mig: “Chefen roser dig til skyerne”, eller hvordan det nu var. Under alle omstændigheder var der blevet sagt positive ting om mig til et møde jeg ikke selv var en del af. Og det synes jeg er voldsomt irriterende. Ikke at jeg ikke var til stede, det ville jeg også have syntes var akavet. Jeg vil gerne have anerkendelse for det arbejde jeg laver, naturligvis, og jeg vil også gerne have at vide direkte fra min leder, at de synes jeg gør et godt og værdifuldt stykke arbejde. Men i passende mængder, altså. Jeg gider ikke have ros og anerkendelse bare fordi det skal man huske at give sine medarbejdere så de føler sig set og værdsat, eller for at please mit ego.

At blive sådan rost og fremhævet og “Se hvor dygtig hun er”, ugh, det gør mig lidt rasende. Mærkeligt nok har jeg jo på den anden side også en kæmpe aversion mod at lave usynligt arbejde. Det der med, at sidde på sit kontor, alene, og knokle med noget, der er vigtigt og har betydning for andres arbejde, men som de ikke oplever direkte eller i det hele taget ved at jeg laver, det synes jeg også er vildt frustrerende.

Jeg ved ikke lige hvorfor det her kom til at handle om arbejde, det havde jeg ikke lige i tankerne da jeg startede, men det er nok fordi det er nogle af de samme følelser jeg har omkring mit “personlige arbejde”. Jeg tror måske jeg har den her drivkraft for at udtrykke mig fordi der kunne vel være en lille bette chance for at jeg kunne gøre en forskel for nogen, bare i det små. At nogen måske kan spejle sig i mine ord, tanker og følelser, og dermed føle sig mindre alene? At nogen måske kunne rykkes en lillebitte smule ved at se/høre/læse om et perspektiv eller livsoplevelse/vilkår, de ikke ellers havde tænkt over?

Jeg tror ikke jeg kan ændre hele verden, selvom jeg nogen gange fremstår sådan fordi jeg føler det her behov til at dele mine holdninger om diverse ting (samt tanker, følelser, oplevelser, reflektioner). Der er bare nogle ting der får den indre ild til at flamme op sådan helt vildt og voldsomt, fx den generelle mistrivsel blandt nulevende mennesker i det samfund jeg er en del af, yngre (og ældre) menneskers tvivl på dem selv og følelse af at være forkerte, uretfærdigheden, uligheden, lidelsen. Ikke min, men andres.

Men den starter jo nok med at jeg selv har været der. Jeg oplever at jeg er kommet på den anden side af de ting, ikke helt men et godt stykke over halvvejs. Ikke at der er en målstreg eller endegyldigt “Nu er jeg frigjort og oplyst som menneske”-stadie, det er jo nok en ongoing proces. Jeg har følt mig forkert, uduelig, uelskelig i godt over halvdelen af mit liv. For derefter at indse at de fleste af de følelser opstår i kølvandet på nogle forestillinger og ideer om hvad der er attraktivt, værdifuldt og ønskværdigt at være, som menneske, som kvinde. Nogle forestillinger og ideer som kommer udfra. Ja, det er samfundets skyld, buhu, tør dine øjne og tag en kiks. Sagde hun til sig selv mens hun overvejede hvor meget af det der er almenmenneskeligt og hvor meget af det der er perimenopausen. Maybe it’s Maybelline, who the fuck knows.

Hvorfor skriver jeg det her på kropsanarki, hvad er det med krop at gøre? I princippet har alt vel noget med krop at gøre, for vi kunne jo ikke eksistere her på planeten uden en krop, og hjernen er også en del af kroppen. Og så ved jeg ikke lige hvor jeg ellers skulle skrive det 😅.