https://livsstil.tv2.dk/sundhed/2026-01-05-traeningsekspert-har-aendret-syn-paa-hvor-meget-vi-behoever-at-motionere
For mig er det her en virkelig god nyhed. Jeg har det meget svært med træning og fysisk aktivitet. Det udløser altid slanketanker og følelsen af total fiasko. Der er stort set ikke nogen form for fysisk aktivitet jeg synes er sjov eller rar, fordi det gør ondt, det er hårdt, det er ikke behageligt. Skal alting være behageligt da? “Det skal gøre ondt før det gør godt”, ik’? Hvis du vil påføre dig selv smerte og ubehageligheder, så be my guest, men det er altså ikke lige min ormefryd.
Det må du synes om hvad du vil, naturligvis. Du må synes jeg er doven (jeg tror ikke på doven), magelig (ja, det er jeg, jeg elsker at have det godt, rart, hyggeligt, komfortabelt), svag, whatever. Det er de ord der popper op i mit eget hoved omkring det her, og mit forhold til fysisk aktivitet. Der er en stemme i mit hoved, der konstant fortæller mig jeg skal bevæge mig mere, ellers så dør jeg nok. Den er meget insisterende, men den kommer ikke inde fra mig, jeg er ikke født med den stemme.
Den kommer udefra. Fra omgivelserne, samfundet, medierne og den der sygelige glorificering af ‘sundhed’, som jo i de flestes opfattelse er synonymt med tyndhed, og de senere årtier, veltrænethed. Well, har du hørt om sundhedsstress? For mig bidrager det konstante pres for at være ‘sund’ til usundhed; det gør mig træt, vred, frustreret, modløs og ret deprimeret.
Jeg ville da ønske at jeg elskede at være aktiv. At det gav mig noget, at det gjorde mig høj og gav mig en følelse af … noget godt. Men det gør det bare ikke. Jeg har trænet meget tidligere, spinning, svømning, styrketræning. Selvfølgelig for at gå ned i vægt, det var det eneste formål.
Jeg har senere forsøgt at ændre mit mindset omkring det, at træne fordi kroppen er skabt til at blive brugt og fordi den visner hen hvis den ikke bliver brugt. Og jeg vil sindsygt gerne gøre det der er bedst for min krop. Jeg har behandlet den virkelig dårligt det meste af mit liv, talt virkelig grimt til og om den, givet den skylden, udskammet den, hadet den. Og det er jeg færdig med, det har jeg heldigvis været færdig med længe.
Det er bare sådan at slankekulturen har – og jeg frygter forevigt – totalt destrueret mit forhold til fysisk aktivitet. Hver gang jeg overvejer at komme i gang med noget træning af nogen art, så bliver jeg straks overtaget af en slags perfektionisme og overtækning, der går på hvordan jeg gør det bedst, så jeg får mest ud af det, så det bliver mest effektivt. Og det dræner mig fuldstændig mentalt og emotionelt, og aktiverer den der følelse af fiasko. Det kan aldrig blive godt nok, eller bare nok.
Og det gør altid ondt. Og er ubehageligt. Nu endnu mere pga. periomenopausen og de ledsmerter der følger med det, for mig i hvert fald. Men selvfølgelig, hvis det alligevel gør ondt alle vegne uanset om jeg træner eller ej, så kan jeg selvfølgelig lige så godt træne, fordi jeg ved det er bedre for kroppen.
Og så er det rart at vide, at det behøver ikke være hele eller halve timer i træningscenteret med trappemaskiner og tunge vægte. Det kan godt være bare at gå i det raskeste tempo jeg kan op til anden sal og ned igen en eller to gange om dagen. Det kan være en træningsbold og en elastisk, så jeg kommer rundt om hele kroppen, får den bevæget, styrket en smule, holder apparatet i gang.
Jeg vil rigtig gerne gøre det af kærlighed til mig selv og min krop. Ikke fordi den skal være tynd eller fordi jeg så er en good fatty, der trods alt prøver. Alene fordi kroppen er skabt til at blive brugt, til at udføre fysiske opgaver, til at bære os gennem verden og til at opleve verden gennem sanserne. Og jeg vil gerne give den gode betingelser for at gøre netop det, især nu hvor jeg går ind i den anden halvdel af mit liv.
Men som tidligere slankekultursoffer, er det en kæmpe udfordring at gøre det uden at få slanketanker. Og det gør mig vred at slankekulturen har ødelagt mit forhold til fysisk aktivitet og berøvet mig min ellers medfødte bevægelsesglæde. Nogle gange tænker jeg at boksning ville være oplagt til at komme af med alle de aggressioner jeg har over slankekulturen 🥊🤬🥊
PS: Skulle nogen forvilde sig herind og få lyst til at skrive en kommentar der indeholder gode råd, so please don’t. Jeg er tyk, og jeg har i 20+ år forsøgt at blive mindre tyk; jeg er ekspert på området.